Den nemmeste legesand af kun to ingredienser du helt sikkert har i køkkenet

Det her legesand er virkelig en skøn indendørs aktivitet til en regnvejrsdag. Det er nemt at lave – altså som i, virkelig nemt at lave. Du skal nemlig kun bruge to ingredienser, som de fleste af os altid har i køkkenet. Spiselige ingredienser, så legen er også alle tiders sanseleg til babyer, der godt kan lide at smage.

Begge mine børn (3,5 år og 9 måneder) er begejstrede for legesandet.

Hvedemel og olie. Det er da nemt, ikke?

Til en portion legesand skal du bruge:

  • 10 dl hvedemel
  • 1,5 dl olie (jeg bruger rapsolie, men andet kan også bruges)

Mængden af olie kan variere alt efter hvor meget dit mel suger og hvor formbart du ønsker legesandet skal være. Jo mere olie, jo mere formbar bliver legesandet (men det bliver også mere fedtet af olien). Start med 1 dl og juster efterhånden som det bliver blandet sammen.

Hvis du har små børn med i legen, der gerne vil smage meget på legesandet kan det være en god idé at bage melet en 10 minutters tid i ovnen ved 200 grader før brug. På den måde er du sikker på at eventuelle bakterier i det ubehandlede mel er væk. Dansk mel skulle som udgangspunkt være ok og fri for bakterier, men hellere være på den sikre side – særligt hvis dit barn er typen der kører den ene håndfuld ned efter den anden.

Ender du med at bage melet, så sørg for at smuldre det godt efter bagningen, så det bliver så fri for klumper som muligt. Du kan også give det en tur i blenderen, hvis du ønsker helt, helt fint legesand. Men jeg synes, det bliver fint uden at skulle have fat i blenderen.

Opskriften:

Så blander du melet med olie. Legesandet skal lige som smuldres sammen.

Hvis du har lyst, kan du farve jeres hjemmelavede legesand.
Du kan bruge både pastefarve eller frugtfarve. Jeg har givet min portion en smule rød farve. Farven kan med fordel opløses i olien inde du blander den i resten.

Hvis du vil have klare farver, skal du nok have gang i blenderen, da det ellers kan være svært at få farven fordelt i legesandet.


Så er dit legesand færdigt og klar til leg. Nemt, ikke?

I kan bruge tomme beholdere fra diverse fødevarer til at forme fine sandfigurer – I kan selvfølgelig også bare bruge almindeligt sandlegetøj.

I kan også tilføje biler for at lave en lille byggeplads. Det er et kæmpe hit med den 3,5-årige herhjemme.
Køretøjerne på billedet kan købes her (reklamelink).

God fornøjelse med jeres legesand.

Har du brug for andre gode lege til de små børn, der stadigvæk putter ting i munden? Så kig på min modeller voks af fødevarergodkendte ingredienser – Her kan alle børn trygt lege med. Se udvalget af modellervoks lige her.