Måske husker du det selv, hvordan du som barn sad og lavede nøgleringe, magneter og halskæder af krympeplastik? Jeg husker i hvert fald selv, hvordan jeg sad på fritidshjemmet og lavede den ene krympeplastfigur efter den anden.
Krympeplastik – eller blot krympeplast (kært barn har som bekendt mange navne) – er et af de sjoveste materialer at arbejde med. Det kan i den grad underholde hele familien. Både store og små. Krympeplast var populært, da jeg var et kreativt barn i 90’erne. Og det holder stadigvæk. Der er ikke mange ting, der har holdt sin popularitet i så mange år.
Det sjove ved krympeplastikken er, at det krymper i ovnen. Det er nærmest helt magisk at holde øje med – og det tager kun få sekunder. Mine egne børn står helst med hovederne helt oppe mod ovnlågen.
I indlægget her giver jeg dig et overblik over hvilken type du skal vælge, hvad du kan tegne med og hvordan du bruger krympeplastik.
Hvilken type krympeplastik skal jeg vælge?
Krympeplastik findes i flere forskellige typer – fælles for alle typerne er, at de krymper (meget!) i ovnen. Alt efter typen du vælger, kan du tegne på den særlige plastik med forskellige redskaber. Her får du et lille overblik over de forskellige slags krympeplast, der findes og hvad du kan tegne på krympeplasten med:
Blank/blank: Denne type krympeplastik har to blanke sider. Det er desuden den absolut billigste og derfor den som mange starter med at købe (mig selv inklusiv). Det er også den type, som færrest tegneredskaber kan binde på. Du kan tegne på krympeplasten med permanente tusser, fx posca tus eller lignende. Du kan også male på det med akrylmaling – det er dog ikke alle typer, der skaber et godt resultat. Prøv dig frem.
Mat/blank: Her finder du en blank side og en mat/ru side. Det er min egen favorit. På den ru side kan du tegne med næsten hvad som helst; farveblyanter og tusser – det du har i skuffen virker sikkert allerede. Den blanke side gør, at tegningerne får et super flot klart resultat.
Mat/hvid: Denne type minder meget om den mat/blanke. Men i stedet for en blank side finder du her en hvid side. Det er stadigvæk den matte side du skal tegne på. Det færdige resultat minder meget i udseendet om en tegning på hvidt papir.
Hvordan bruges krympeplastik?
Krympeplastik er heldigvis simpelt at bruge – her kan de fleste være med. Tegn først jeres motiver på den ru side af arket. I kan enten vælge at tegne i fri hånd eller ligge et ark med motiver under krympeplasten og på den måde tegne jeres motiver af. Jeg vælger ofte at tegne motiverne op med et sort tus og farvelægge med en farveblyant. Det giver et rigtig fint resultat. Det er også et godt trick, hvis der er mindre børn med – så bliver resultatet nemlig stadigvæk fint, selvom de tegner udenfor stregerne, eller kun bruger én farve. Klip motiverne ud. Krympeplastik kan være svært at klippe i – I behøver ikke klippe helt ind til stregerne, det kan være fint med en lille kant.
Når motiverne er færdige skal de i ovnen. Husk at lave huller i figurerne inden de kommer i ovnen, hvis de fx skal bruges til nøgleringe. Lad ovnen varme op til cirka 170 grader.
Lige et par figurer ind i ovnen og luk lågen. Det er vigtigt, at lågen ikke er åben, når I laver figurerne – selvom det kan være rigtig svært “kun” at skulle kigge gennem ovnlågen. Krympeplasten vil nu krølle sig sammen og se helt “forkert” ud. Lige så stille vil den folde sig ud igen. Vent til figuren er blevet helt flad. Tag figuren ud og giv den et tryk (læg den under en bog eller pres den med hånden).
Sæt nu jeres nøgleringe i, magneter bagpå eller snor igennem til en halskæde.
Jeg har samlet en kreakasse med krympeplastik, hvor I får alt hvad I skal bruge til at lave skønne nøgleringe, magneter og halskæder/armbånd af krympeplastik. Så behøver du ikke tænke på, om I mon har det hele – du skal bare sætte kassen på bordet og så kan den kreative leg gå i gang.
Kreakassen er også den skønneste gaveidé til kreative børn.
Du finder kreakassen med krympeplastik lige her.
Rigtig god fornøjelse.